Klubnyheder

Odense Håndbold møder Borussia Dortmund i Middelfart

15. august 2019, 15.29

Middelfart Håndboldklub fejrer lørdag d. 17. august, at den nye håndboldsæson er skudt i gang.
Odense Håndbold møder Borussia Dortmund i Lillebæltshallen 

                              

    

Lørdag formiddag deltager klubben ved Strib gademarked, og kl. 14 fløjtes der op til international tophåndbold for kvinder, når Odense Håndbold med masser af landsholdsspillere tager mod tyske Borussia Dortmund i Lillebæltshallen.

Efter nogle turbulente år hvor Middelfart Håndboldklub har kæmpet med efterdønningerne af bedragerisagen der tømte klubkassen, har de seneste par år været i udviklingens tegn, og nu med rette kan betegnes som Nordvestfyns håndbold-førende klub. Den forgangne sæson kunne således sluttes af med dobbelt oprykning til klubbens herre 1. & 2. hold, og dermed kan der for første gang bydes til lokal divisionshåndbold i Middelfart, hvor førsteholdet nu spiller i 3. division. Andetholdet rykkede op i Serie 1. Også på ungdomssiden er der lutter fremgang, og med den nyligt afsluttede sammenlægning med Strib Håndbold står Middelfart Håndboldklub nu med hold i stort set alle årgange – så alle der har lyst til at spille håndbold, også har mulighed for at spille lokalt. Derudover er trænerposterne besat med dygtige og kompetente trænere, ligesom der er sammensat en bestyrelse af rutinerede og engagerede håndbold-folk.

 

Den store lokale støtte og opbakning, som har ført til den positive tendens ønsker MHK markere, og derfor er klubbens sponsorer og faste støtter inviteret til håndbold-arrangement i Lillebæltshallen på lørdag. Ligeledes har klubben indgået en aftale med Odense Håndbold om at tidligere landstræner Jan Pytlich senere på året igen gæster Middelfart, for at give et indblik i hans verden, fortælle om Odense håndbold og komme med sin vurdering om det forestående VM for kvinder.

Derudover kommer HC Odenses 1. divisionsherrer på tirsdag til Strib Fritids- & Aktivitetscenter, hvor de kl. 1900 møder det hollandske mesterhold fra Green Park Handbal Aalsmeer. Der er gratis entré til herrekampen, som fløjtes i gang kl. 19.

 

Billetter til lørdagens kvindekamp kan købes ”i døren” – billetprisen er 50kr. for voksne og 20 kr. for børn under 16.

 

For yderligere info, kontakt:

Formand Jacob Sandberg – tlf. 51839050 / mail: jacobsandberg@me.com